Familien Jul – i nissernes land

Familien Jul i nissernes land

“Familien jul – i nissernes land” lover godt. Forgængeren fra forrige år var noget så sjældent som en vellykket dansk julefilm. Så det er med store forventninger, vi synker ned i biografsædet og ser fortsættelsen.

 

Handling “Familien Jul – i nissernes land”

I den første film lærte selv Hugos far at elske jul, så i år alle er glade, da husnissen, Pixy, ankommer tidligere end ventet.

 

 

Desværre kommer Hugo til at ødelægge den julekugle Pixys altid bærer i sin hue, og som indholder hans personlige nissemagi. Det viser sig at julekuglen også er dét, som holder Pixy ung, og at han uden dén ældes meget hurtigt.

Derfor får Hugo og hans søskende travlt og er nødt til at rejse med til nissernes land for at finde ud af, hvordan de får fixet julekuglen igen. Det udfordrer søskendeflokken og sætter venskabet mellem Hugo og Pixy på prøve.

Det, som “Familien Jul” kunne, var at føre julekalendertraditionen videre, skildre dansk familieliv samt tilføre lidt lækker nissemagi. Og selvom humoren var fjollet, og der kunne gå  Krummerne og Olsenbanden i den, så holdt den et niveau, hvor børnene var med. En anden styrke var god typecasting af både hoved- og biroller, en nærværende handling og masser af nordisk, rustik julestemning.

 

 

Anmeldelse – Familien Jul  i nissernes land

Desværre vil efterfølgeren  “Familien jul – i nissernes land” lidt for meget. Både hvad angår stil, genre og effekter. Det, som fungerede, i den første film, var den nære familiefortælling mod et troværdigt nisseunivers.  I denne film opløses kernen i fortællingen i så mange handlingstråde, at man ikke føler for nogen af dem. Ikke engang filmens hovedmodstand, Pixys hurtige aldring, får betydning og ender med at fremstå en smule komisk.

Desuden er  “Familien Jul – i nissernes land” lidt for glad for special effects, som i de fleste tilfælde falder til jorden, simpelthen fordi de er for dårligt lavet. Det værste tilfælde er en Mambi, et nuttet lykkedyr hos nisserne, som mest af alt minder om en malplaceret Pókemon.

I det hele taget virker det som om filmen gerne vil vokse med publikum og langsomt udvikle sig til en tween/teen adventurefilm. Men da dén fortælling aldrig får tid og lov til at udfolde sig, engagerer vi os heller aldrig rigtig i den.

 

Familien Jul i nissernes land

 

Men når det er sagt, er den nordiske nisseverden utrolig hyggelig og et sted, man har lyst til at bo i december. Børneskuespillerne er seje og tanken om at lave en adventurefilm for en lidt overset mellemgruppe af børn er utrolig sympatisk og noget, vi håber at se mere til.

Og uanset hvad, så er der ingen tvivl om, at hele familien vil forlade biografen i god stemning og med jul i hjertet.

 

❤️❤️❤️

 

KØB BILLETTER