Coco fra Pixar

Coco fra Pixar

❤❤❤❤

Coco fra Pixar er veloplagt, varmhjertet og visuelt storslået. Filmen, som foregår delvist i Mexico og i de dødes rige, er på én og samme tid overbevisende autentisk og fantastisk.

Filmen sitrer af en ung drengs ukuelige energi, åbner umådelig smukke verdener og er fuld af pudsige og morsomme påfund.

Og selvom døden behandles om tema, er de dødes rige noget af det morsomste i filmen, og du forlader biografen mættet af skønhed, med blanke øjne og let om hjertet.

BESTIL BILLETTER

Miguel, Mexico og musikken

Miguel elsker musik. Det er hele hans liv, og han drømmer om at blive en stor guitarist og sanger. Problemet er bare, at hans oldefar, der var musiker, forlod familien, da hans datter, Coco, kun var to år og aldrig vendte tilbage. Tvunget til at tænke smart og være driftig åbnede oldemoderen et skomagerværksted, som kunne forsørge både hende selv, datteren og med tiden også resten af familien. Så siden oldemors tid har musik været fuldstændig bandlyst i familien. Derfor forventes det, at Miguel også skal følge traditionen og lave sko, som sine forfædre.

Det har han ikke tænkt sig, og på de dødes dag åbnes en ny verden for ham.

Historien er universel og har det ædle mål at indgyde børn mod til at gå efter det, de gerne vil, uanset hvad kulturen i familien måtte være. Alt er umådelig smukt animeret, projektet sympatisk og historien universel. Problemet er bare, at man føler, man har set det før.

Book of life

Hvis man har set “Book of life”  af Jorge Gutierrez fra 2014, er det en forvirrende oplevelse af se Coco. Selve fortællingen er ny og anderledes, men hele stilen er stort set stjålet. Det virker endda som om, Pixar ikke forsøger at skjule inspirationen, men sender en respektfuld og kærlig hilsen til Gutierrez – og filmen behandler endda problematikken mellem original kunst og plagiatet som tema. De to instruktører er gode venner, og der intet spor af bitterhed i luften omkring Coco.

Historien omkring The Book of Life er kringlet. Oprindelig skule den være produceret af DreamWorks I 2007, men projektet gik I stå pga. kreative uoverensstemmelser. Jorge Gutierrez ville, at filmen skulle være tro mod det oprindelige “concept artwork” :

“I saw every single one that comes out and my biggest heartbreak is that I see all this glorious art, and then the movie doesn’t look like that! The mandate of this movie was: Our ‘Art of’ book is going to look exactly like the movie. And every artist poured their heart and soul into that idea.” (Skwigly Animation Podcast)

Derefter gik filmen til Reel FX med 20th Cantury Fox som distributører. Jorge Gutierrez fortalte Skwigly om sin film og inspiration til karaktererne, mytologi og stil, og da han blev spurgt om et evt. gensyn mellem faderen og Manolo, afslørede han, at han hele tiden havde tænkt projektet som en trilogi:

“I had always imagined the first movie to be about Manolo, the second to be about Joaquín and the third one to be about Maria. always conceived it as a trilogy.”

Så det er en mulighed, at “Coco” er en form for vennetjeneste, for at skabe positiv opmærksomhed omkring den oprindelige “Book of life? I hvert fald fik han præcis i 2017 finansieret anden film i serien.

SE “BOOK OF LIFE” HER HER  ELLER HER

Coco fra Pixar

Men er du lykkeligt uvidende om forhistorien, er Coco en fantastisk oplevelse for både børn, voksne og bedsteforældre. En oplagt film til biografturen i vinterferien og en smuk og rørende hyldest til familien på godt og ondt: de personer som er, dem som var og dem, der er på vej væk. Fire store hjerter til Coco!

Anmeldelse Coco

Bonusinfo: Pixarnørderi

Er du Pixarfan skal du selvfølgelig spotte ex. piñatafigurer, pizzaplanetbilen, luxobolden, nemofigurer, nummeret A113 og referencer til ex. Cars og selvfølgelig til Pixars næste film i rækken, The Incredibles 2.

Der sendes kærlige hilsener til Spirited Away, Nightmare before Christmas, Corpse Bride og Book of Life. Desuden refereres der til mexikanske ikoner som den revolutionære leder Emiliano Zapata og klassiske stjerner som El Santo, Jorge Negrete, Pedro Infante, Cantinflas, Maria Felix – og selvfølgelig Frida Kahlo.

A113 er nummeret på det klasseværelse på California Institute of Arts, hvor stort set alle originale animatorer fra Disney og Pixar blev undervist.

Pixars maskot John Razenberger, lægger selvfølgelig stemme til en karakter i filmen.